’’Det er umådelig trist og burde simpelthen ikke kunne ske’’, fastslår Tina Bach, der er advokat ved Leoni Advokater og næstformand hos Danske BOLIGadvokater. Eksemplerne er dog langt fra usædvanlige og hos foreningen oplever man da også, at forbrugere kommer i klemme, når drømmen om at bygge sin egen bolig skal realiseres. Tina Bach fremhæver bl.a. ufuldstændige aftaleforhold, byggesjusk, dårlig tilsynsførelse, fugtproblemer grundet manglende afdækning, ekstraregninger og risikoen for konkurs som nogle af de faldgruber, man bør være særligt opmærksom på.
Svært marked giver større risiko
Det nuværende marked med inflation og store prisstigninger på materialer har fået mange bygge- og typehusfirmaer i knæ. Hos Danske BOLIGadvokater lyder anbefalingen, at man som privat bygherre forholder sig særligt kritisk og undersøger markedet nøje, inden man vælger entreprenør.
”Det er en kæmpe investering for de fleste, så man bør undersøge de enkelte firmaer grundigt, før man underskriver en entreprisekontrakt. Det er vigtigt at sikre sig, at det er et anerkendt firma med styr på tingene. Man kan altid være uheldig, men de store og veletablerede firmaer har alt andet lige en større robusthed at stå imod med, hvis krisen for alvor kradser”, udtaler Tina Bach.
Danske BOLIGadvokater udkom med en historie tidligere på året om netop typehusfirmaer i knæ. Her blev der nævnt eksempler, hvor bygherre blev påkrævet at betale op til 10 pct. af den samlede entreprisesum, allerede inden fundamentet var lagt. Beretningerne fra ’’Kontant’’ fortæller om markant større beløb, hvor bl.a. et par fra Hundested har mistet mere end 1 mio. kroner på et ikke-realiseret byggeprojekt.
”Det er grotesk, at man kan miste hele sin opsparing og være tvunget til at starte forfra på boligmarkedet. Når byggefirmaer går konkurs, er det meget svært at få sine penge tilbage, fordi man ender langt nede i køen af private og virksomheder, der ønsker at gøre krav i boet’’, udtaler Tina Bach, advokat hos Leoni Advokater og næstformand i Danske BOLIGadvokater og fremhæver, at man som husbygger bør inkludere en skriftlig aftalt betalingsplan i sin entreprisekontrakt, så man ikke bliver overrasket, når regningerne kommer og så man kan tilbageholde næste betaling, hvis ikke byggeriet skrider frem som planlagt.
Valget af et stort, landsdækkende typehusfirma er dog ikke ensbetydende med, at ting alligevel ikke kan gå galt i løbet af byggeprocessen.
’’Det er svært at gardere sig mod svindelfirmaer og det er vigtigt at vide, at der gælder nogle helt andre regler, når man bygger selv. Her gælder købeloven ikke, men i stedet er der ofte vedtaget et Standardregelsæt – det kan være AB Forbruger, AB 18 eller lignende. Man bør stille sig selv bedst muligt og forberede sig grundigt på rollen som bygherre, så man hurtigt opdager de røde advarselslamper, hvis man støder på virksomheder som den, der var omdrejningspunktet i DR’s Kontant’’, udtaler Tina Bach og anbefaler, at man som husbyggere tager en advokat med på råd fra dag 1, der kan guide en igennem de juridiske og økonomiske minefelter.
Byggehåndbog giver sikkerhed
For at ruste kommende hus- og nybyggere har Danske BOLIGadvokater udarbejdet Byggehåndbogen. Håndbogen indeholder gode råd og vigtige overvejelser i byggeprocessens forskellige faser. Byggehåndbogen erstatter ikke professionel og uafhængig rådgivning, men er udelukkende tænkt som en guide til de mange beslutninger, dokumenter og faldgruber, man bør være opmærksom på som privat bygherre.