Senest 15. juni 2015 skal ejerforholdene for danske selskaber registreres i et online ejerregister.
Formålet med ejerregisteret er at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber, herunder bl.a. for i større grad at hindre hvidvask og forbedre efterforskningsmuligheder i forbindelse med økonomisk kriminalitet.
Hvem er omfattet af de nye regler om Det Offentlige Ejerregister
Er man ejer eller medejer af et kapitalselskab, dvs. et ApS, A/S, P/S, IVS eller SE, skal ejerskab på 5% eller mere af selskabets samlede kapital eller stemmerettigheder registreres i Det Offentlige Ejerregister.
Undtaget er virksomheder oprettet som kommanditselskaber (K/S) og interessentselskaber (I/S).
Foruden ejerandele omfatter Ejerregistret også en eventuel panteret. Panthavere skal registreres i Ejerregistret, når de også råder over stemmeretten til den kapitalandel, de har pant i og har til hensigt at udnytte den.
Såfremt en kapitalejer har givet en person tidsubegrænset fuldmagt (f.eks. til at møde på generalforsamling som fuldmægtig), og til at stemme på sine andele i selskabet, skal denne ”besiddelse” af stemmerettigheder registreres i Det Offentlige Ejerregister, såfremt besiddelsen udgør mere end 5%.
Hvilken frist er der for at registrere i Det Offentlige Ejerregister
I registret skal både alle nye og bestående selskaber sørge for registrering. Selskaber der er stiftet før den 15. december 2014 skal have deres registrering på plads senest 15. juni 2015. Selskaber der er stiftet efter den 15. december 2014 har 2 uger fra stiftelsen til registrering af ejerforhold.
For såvel nye som eksisterende selskaber gælder, at ændringer i ejerforhold skal registreres senest 2 uger efter ændringen.