Den 1. januar 2018 træder en ændring af konkurslovens regler om omstødelse af gaver i kraft. Reglen skal hindre, at penge overføres til konen, når en person er tæt på en konkurs.
Formålet med omstødelsesreglerne er at forhindre kreditorunddragelse. Skyldneren må således ikke gemme sine aktiver eller give dem væk. Gaver før konkursen skal tilbageleveres og deles ligeligt mellem alle skyldnerens kreditorer.
Der er derfor ved en konkurs mulighed for at omstøde alle gaver, der er fuldbyrdet senere end 6 måneder før konkursbegæringens indlevering. Er der tale om en gave til skyldnerens nærtstående (fx skyldnerens kone), kan denne gave omstødes, hvis den er fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen.
Dette gælder dog ikke, hvis den nærtstående kan godtgøre, at skyldneren ikke var eller blev insolvent.
Skyldneren har dog mulighed for at give mindre lejlighedsgaver. Dette kan eksempelvis være en gave til en fødselsdag eller et bryllup. Det er reglen om gaver til nærtstående, der nu bliver strammet. De nye regler opstiller et dobbelt solvenskrav.
Før skulle man kun bevise, at skyldneren ikke var eller blev insolvent ved dispositionen. Nu skal man også kunne godtgøre, at skyldneren havde tilstrækkelige midler til at kunne dække sine løbende forpligtelser.