Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Post@leoniadvokater.dk    Ring til os: 8662 0600

FORVALTNINGSRET

Forvaltningsret er et regelsæt, der har til formål at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra forvaltningen, der består af stat, regioner og kommuner. Det retlige forhold mellem offentlige myndigheder og borgere reguleres bl.a. af Forvaltningsloven, der inkluderer regler om begrundelse og klagevejledning m.fl.


Når man som privat skal samarbejde med det offentlige – frivilligt eller ufrivilligt – er det en god idé at kende de regler, som det offentlige skal følge. I Advokatgården rådgiver vi jævnligt om forvaltningsret, der går på tværs af mange andre retsområder. Vi rådgiver både offentlige myndigheder, kommunale selskaber, erhvervsvirksomheder og borgere.


Forvaltningsret omhandler primært retsforholdet mellem forvaltningen og den enkelte borger, men også forholdet til virksomheder og foreninger. Retsforholdet præciseres gennem forvaltningsakter, dvs. afgørelser, som specificerer en borgers retsstilling i en eller anden sammenhæng. 

Forvaltningsret kan konkret handle om så forskellige ting som at opnå tilladelse til byggeri, kontanthjælp eller plejehjemsplads eller påbud om nedrivning af byggeri, træfældning, udledningstop mv. Skatteopkrævning er også et væsentligt konfliktområde.

Udviklingen af forvaltningsret

Den offentlige sektor fylder meget i Danmark og vokser til stadighed. Tilsvarende har forvaltningsret udviklet sig kraftigt som juridisk grunddisciplin. Forvaltningsret har essentiel betydning i sager om myndigheders erstatningsansvar, skatteret, miljøret, kommunalret og alle de andre retsområder, som involverer det offentlige.

Forvaltningen opkræver først og fremmest skatter og afgifter. De opkrævede midler deler forvaltningen derefter ud som ydelser til borgerne, dels pengeydelser som folkepension, S.U. og kontanthjælp, dels tjenesteydelser som ældrepleje, undervisning og sygebehandling.


Forvaltningen beskæftiger sig også indgående med regulering, dvs. overvågning og justering af den myriade af retsregler, som borgeren er underlagt, særligt som virksomhedsejer. Det gælder f.eks. regler omkring miljø, arbejdsmiljø og fødevarer.

Grundprincipper i forvaltningsret

Princippet om god forvaltningsskik er et af de bærende principper i dansk forvaltningsret. God forvaltningsskik forpligter bl.a. myndigheder til hurtig sagsbehandling, høflig og hensynsfuld optræden og brevskrivning i et klart sprog.

Hjemmelskravet betyder, at enhver forvaltningsakt skal være hjemlet i en lov. Sagsoplysningskravet betyder, at myndighederne selv er ansvarlige for at skaffes de nødvendige oplysninger.


Habilitetsprincippet betyder, at personer med egeninteresse i afgørelsen ikke må deltage i sagsbehandlingen. Princippet om at der ikke må ske magtfordrejning betyder, at der ikke må tages usaglige hensyn i sagsbehandlingen.


Princippet om aktindsigt giver parterne mulighed for at blive bekendt med sagens dokumenter. Princippet om tavshedspligt betyder, at en myndighed ikke må videregive oplysninger til anden myndighed.


Endvidere skal forvaltningsakten indeholde en begrundelse for afgørelsen samt oplysning om klagemuligheder.


Principperne i dansk forvaltningsret er bl.a. udviklet på baggrund af Ombudsmandens udtalelser.

Forvaltningsret – reglerne om prøvelse

Reglerne om prøvelse giver borgeren mulighed for at sikre, at de øvrige retsregler respekteres af forvaltningen. Borgeren har mulighed for at klage til centraladministrationen, ofte et direktorat, eller til et ankenævn, fx Ankestyrelsen eller Miljøklagenævnet.


Hvis afgørelsen er truffet af kommunalforvaltningen, kan en utilfreds borger henvende sig til Kommunaltilsynet, der kan gribe ind over for ulovlige afgørelser.


Endelig kan borgeren klage til Folketingets Ombudsmand, der har til opgave at tjekke, om forvaltningen begår fejl. Ombudsmanden har ikke pligt til at behandle alle klager, men kan udvælge de væsentligste. Ombudsmanden kan ikke selv ændre forvaltningens afgørelser, kun udtale sin kritik. Der er tradition for, at forvaltningen retter sig efter Ombudsmandens kritik.

Domstolene er den øverste prøvelsesinstans, der kan annullere eller justere en ulovlig forvaltningsakt.​

Leoni Advokater

Sct. Mathias Gade 96B

8800 Viborg​

Nørregade 27, 1. 

7500 Holstebro

   Telefon: 8662 0600​

   Fax: 8662 0649

​   Mail: post@leoniadvokater.dk

​Åbningstider

Mandag-torsdag​

8-16​

Fredag

8-15